Kan en gruppe- og studierejse til udlandet gennemføres med elbus?

Det spørgsmål satte vi hos AlfA Travel os for at undersøge, da vi i februar 2026 gennemførte en testrejse til Berlin med en fuldelektrisk turistbus. Formålet var at afprøve, om studierejser med elbus i praksis kan fungere på internationale ruter – med en fuld gruppe rejsedeltagere, bagage, færgeoverfart og et fagligt program på destinationen.

Turen gav værdifulde erfaringer og viste, at elbus allerede i dag kan være et realistisk alternativ til traditionelle busser på studieture i det nordlige Europa.

Test af grupperejse med elbus fra København til Berlin

Selve projektet startede for 3 år siden og processen har til tider været udfordrende. Derfor var vi meget glade og stolte da vi stod klar til at sende bussen afsted. Testturen begyndte ved Københavns Busterminal, hvor den fuldelektriske turistbus i februar 2026 afgik med kurs mod Berlin.

Ombord var 38 deltagere – primært lærere samt repræsentanter fra rejse- og transportbranchen. Turen fungerede både som en studietur og som en praktisk test af, hvordan en studierejse med elbus fungerer i virkeligheden.

Ruten gik via Gedser og færgen til Rostock, hvorefter turen fortsatte gennem Nordtyskland mod Berlin.

Undervejs fulgte vi energiforbruget nøje. Det er første gang en elektriske turistbus er taget på en længere international tur. Derfor var en vigtig del af formålet med turen at samle erfaringer om rækkevidde, energiforbrug og planlægning.

Da bussen ankom til Berlin sent om aftenen, var der stadig omkring 38 % strøm tilbage i batteriet. Det svarer til cirka 200 kilometers ekstra rækkevidde.

Samlet kørte bussen omkring 880 kilometer, inklusive lokal kørsel i Berlin, før den første opladning fandt sted.

Vores test viser, at en studietur til Berlin med elbus kan gennemføres – endda uden opladning undervejs.

En anderledes rejseoplevelse på studietur

Ud over de tekniske erfaringer gav turen også et godt indtryk af selve rejseoplevelsen i en elbus. En elbus kører uden gearskift og med meget lav motorstøj. Flere deltagere bemærkede hurtigt, hvor jævn og rolig kørslen føltes – især på de længere stræk gennem Tyskland.

Derudover er der ingen udstødning fra bussen. Det betyder blandt andet, at der ikke kommer udstødningslugt ind i bussen ved stop eller ved ind- og udlæsning af bagage.

For deltagerne gav det en mere behagelig og rolig rejseoplevelse, end mange havde forventet. I de nyere elbusser er der endvidere meget tilfredsstillende bagageplads, så alle kan medbringe en kuffert.

Hvad betyder elbus for studierejser?

For lærere, der planlægger en studietur, er det vigtigste naturligvis, om rejsen fungerer praktisk.

På vores testtur viste det sig, at en studierejse med elbus i praksis kan planlægges på samme måde som en traditionel studietur med bus. Rejsen indeholder naturlige pauser undervejs – blandt andet ved færgeoverfarten – og disse passer godt sammen med planlægningen af en længere busrejse. Køretiden er nogenlunde den samme som for en konventionel bus.

Transporten til destinationen, programmet i byen og opholdet fungerer derfor på samme måde som ved andre studierejser.

Forskellen ligger primært i selve transportformen, hvor elbussen giver en mere støjsvag rejse med mindre CO2 udledning.

Studietur i Berlin med fagligt program

Under opholdet i Berlin deltog gruppen i et fagligt program med fokus på historie og europæisk samarbejde.

Gruppen blev blandt andet modtaget på Danmarks Ambassade i Berlin, hvor der blev sat fokus på relationerne mellem Danmark og Tyskland. Derudover besøgte deltagerne både DDR Museum og Deutschlandmuseum, hvor de arbejdede med Tysklands moderne historie og Europas politiske udvikling.

Gruppen boede under opholdet på MEININGER Hotel Berlin Tiergarten.

Berlin er fortsat en af de mest populære destinationer for studierejser med bus, og testen viste, at byen også er velegnet til studierejser med elbus.

Fremtidens studierejser med elbus

Testturen viste, at elektriske turistbusser allerede i dag kan bruges på internationale studierejser. Samtidig viste erfaringerne, at udviklingen stadig er i gang – især når det gælder ladeinfrastruktur til store turistbusser. Valget af elbus er stadig mest oplagt for de kortere distancer, så rejsemål som fx Bremen, Berlin eller Dresden er oplagte.

Hos AlfA Travel arbejder vi derfor videre med at udvikle studierejser med elbus. De første egentlige studierejser med elbus sendes afsted i løbet af foråret – både fra Sjælland og fra Jylland.

Formålet er at give skoler mulighed for at vælge en studietur med det der måske bliver fremtidens transportform, uden at gå på kompromis med tryghed, komfort eller det faglige indhold.

Vil du vide mere?

Vil du gerne vide mere om studierejser eller grupperejse med elbus, så deler vi gerne vores erfaringer. Kirsten, Rikke og Christian deltog på hele turen, og har prøvet det hele på egen krop. Kontakt en af dem på 70 22 88 70 eller skriv en mail til [email protected].