Udflugt til Mostar
Mostar er den største og vigtigste by i Herzegovina og centrum for føderationen Herzegovina-Neretva Canton. Køreturen fra Sarajevo til Mostar, langs Neretva floden, er en tur man skal lede meget længe efter for at finde flottere!
Mostar ligger ved floden Neretva og er den 5. største by i hele landet. Den blev opkaldt efter byens gamle, imponerende bro “Stari Most” og tårnene på hver af dens side. Broen blev sprængt i stykker af kroatiske styrker i november 1993, men er siden blevet genopbygget, og i 2005 genindskrevet på UNESCO’s verdensarvsliste. En tradition i Bosnien-Herzegovina siger, at 16-årige drenge skal springe de ca. 24 meter fra Stari Most broen og ned i Neretva-floden, hvis han vil blive en succes senere i livet. Tager han ikke springet, vil han få svært ved både at få job og kæreste senere i livet. Udfordringen har turister dog taget til sig i stor stil, og hver sommer bliver der nu afholdt ”bridge-diving” konkurrence (udspringskonkurrence) – en meget spændende begivenhed at overvære.
Udover byens berømte bro, byder Mostar på utrolig flot arkitektur. Og hvis man søger naturoplevelser, kan man med fordel tage til nærliggende Blagaj, hvor man kan rafte i floden Buna.
Har du spørgsmål, så kontakt en af vores erfarne rejserådgivere her.