Sea War Museum – Thyborøn
Sea War Museum i Thyborøn er det eneste museum i Danmark, hvor der kun bliver fortalt international historie.
Museet har fokus på Første Verdenskrig i Nordsøen med hovedvægt på verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, som fandt sted ud for den jyske vestkyst i 1916.
Godt 100 kilometer vest for Thyborøn kæmpede 100.000 mand på 250 tyske og britiske skibe om herredømmet til søs, og kanontordenen var så voldsom, at den kunne høres i land.
Slaget varede 12 timer, og da det var slut, lå 25 skibe på havets bund, og 8.645 tyske og britiske søfolk havde mistet livet.
Nordsøen var under Første Verdenskrig skueplads for en altødelæggende blokade og modblokade, som fik afgørende betydning for krigens udfald. Kun på Sea War Museum Jutland kan man se hele historien.
I Danmark ligger museet på neutral grund, og allerede i indgangsdøren bliver I mødt af museets motto: ”Krig er en tragedie og skal ikke forherliges, men historien skal fortælles, og ofrene bør huskes.” Vi har ingen fjender. Det er krigen selv, som, er fjenden.
I tilknytning til museet er der i klitterne ud mod havet anlagt en mindepark for Jyllandsslaget, som efter manges opfattelse er det smukkeste eksempel på ”landart” i Danmark. Mindeparken består af 25 store granitblokke, der er formet som skibsstævne og hver især repræsenterer et af de sunkne skibe. Rundt om hver granitblok, er der opstillet skulpturer, en for hver omkomne, i alt 8645 skulpturer.
Mange tyske og britiske gæster besøger Thyborøn udelukkende med det formål at lægge en krans i mindeparken.
Varighed: ca. 2 timer
Priser ved bestilling hos AlfA Travel:
Entré voksne kr. 70,-
Entré børn (8-17 år) kr. 20,-
Rundvisning for max 25 personer kr. 500,- Ved større grupper kræves der 2 guider.
Reservationsgebyr kr. 500,-
Har du spørgsmål, så kontakt en af vores erfarne rejserådgivere her.