Skt. Petersborgs Metro
Det føles næsten som en rejse til Jordens indre at besøge Skt. Petersborgs ældste metrostationer. De ser næsten ud som små underjordiske paladser med søjler, buer, mosaikker og krystallysekroner. Gå ikke glip af en ”sight-seeing” i metroen, helst ud på de sene nattetimer, hvor der er færrest mennesker i metroen. En helt særlig og anderledes oplevelse!
Under byggeriet af metroen, videreførte man Stalins stil og idealer fra metroen i Moskva. Metroen skulle være en slags ”folkets paladser”, der ud over at være en praktisk indretning i storbyen samtidig skulle tjene et propagandaformål. De mest fascinerende stationer ligger på den røde linje fra Pl. Vosstanija til Avtovo, der som den første åbnede i 1955. Avtovo regnes af mange for Ruslands smukkeste metrostation med 16 stilrene glassøjler og fredssymbolet i mosaik (en ung mor, der holder sit barn).
Har du spørgsmål, så kontakt en af vores erfarne rejserådgivere her.